Lars Ulrik Jeppesen fra Jobsherpa opfordrer til proaktivitet i usikre økonomiske tider. Han understreger vigtigheden af at tage ansvar, både for virksomheder og arbejdstagere, og råder til at skille sig ud i en periode med forventede fyringer. Branding, netværk og professionel hjælp nævnes som nøgle
Lars Ulrik Jeppesen, Jobsherpa
Stigende priser på alt presser alle. Høj som lav. Private og offentlige arbejdspladser. Og ingen kan efterhånden være i tvivl om, at det er en inflation, vi ikke har set magen til i noget, der ligner 40 år. Den er hård. Og måske kommer den krise, som alle taler om, til at blive langt værre end i 2008. Efter år på år med så høj beskæftigelse, at alle har råbt og skreget på arbejdskraft, ser det nu ud til at vende. De sorte skyer samler sig over os, og udsigterne ser meget dystre ud. Og så alligevel.
Ingen kender fremtiden
For er der noget vi lærte af corona-lockdown, er det, at ingen reelt ved det. Det er bare to-tre år siden, at økonomer og politikere talte om den værste krise i årevis, at det ville koste arbejdspladser, faldende huspriser og presse den danske nationaløkonomi i uset omfang. Nu på bagkant kan vi se noget helt andet. Jo, det kostede rigtig mange arbejdspladser og tog livet af mange af de små og mellemstore virksomheder. Men mange fandt også anden beskæftigelse, og en del af SMV’erne tænkte alternativt og holdt på den måde gang i forretningen. Huspriserne faldt heller ikke, tværtimod, og der er sjældent blevet omsat så meget fast ejendom som under lockdownen.
Alligevel hører vi konstant, at krisen er på vej og fremtiden usikker. Det eneste af de to udsagn, vi reelt kan være sikre på, er det sidste. For fremtiden er altid usikker. Men hvis vi lever vores liv baseret på frygt, lever vi ikke rigtig. Vi bestemmer ikke selv vores fremtid, fordi vi ikke agerer proaktivt, men alene reaktivt.
Derfor er mit budskab heller ikke, at vi bare skal lægge os ned på sofaen og ’Se hvad der sker…’, men i stedet vise rettidig omhu, som Mærsks motto har lydt i årevis.
Det vender igen
En anden ting, vi også kan være sikre på, er, at det vender igen. Aktiekurser falder, men beholder du dem længe nok, vil de stige igen. Huspriser går også op og ned, og holder man fast i sin ejendom længe nok, vil det også altid vise sig at have været en god forretning. Det samme gælder for samfundskriser – det vender igen. Og måske endda hurtigere, end vi havde forudset. Men hvis man ikke vil blive for hårdt ramt af de dårlige tider, er det altid godt at tage sagen i egen hånd. Både som virksomhed og arbejdstager.
Lige nu er der fyringer på vej, og vi kommer efter al sandsynlighed til at se det både indenfor det kommunale, detailhandlen, byggeriet, medierne og alle mulige andre brancher.
Der vil formentlig komme nedskæringer og færre ledige stillinger, men det er jo ikke det samme som, at der slet ingen stillinger er, og at virksomhederne ikke har brug for medarbejdere.
Tag sagen i egen hånd
Mange virksomheder tilbyder heldigvis outplacement og hjælp til at komme videre i anden beskæftigelse for den opsagte. Det er godt. For den opsagte, men også for virksomheden. Den opsagte får hjælp, men samtidig brander virksomheden sig som socialt ansvarlig og en ordentlig arbejdsplads til den tid, hvor de igen skal ud og tiltrække arbejdskraft. Og hvem vil ikke være kendt for det? Men for den, der ser ind i ledighed, er denne hjælp ikke nok. Det er i høj grad lige så vigtigt, at medarbejderen også selv er proaktiv og tager ansvar for egen karriere og fremtidig ansættelse.
Når vi kigger ind i en tid, hvor flere skal kæmpe om færre stillinger, kræver det sin kvinde eller mand at skille sig ud fra mængden. Ikke mindst når vi ved, at jo højere niveau i organisationen du søger, desto færre ledige stillinger er der. Så her er det at brande sig og netværke nøglen til det nye job. Og det starter allerede mens du er i job!
Få hjælp…
Netop derfor er det vigtigt, at jobsøgende chefer ikke står alene med opgaven, men har en professionel partner, der kan hjælpe med afklaring, materialer, branding, sparring og positionering. Hvilken løsning og hjælp, man vælger er altid op til den enkelte. Men efter at have haft mere end 150 ledere og chefer i forløb hos Jobsherpa gennem de seneste to år, har jeg set, hvor stor en forskel, det gør at få professionel hjælp, når man gerne vil videre i sin karriere. Og jeg har set, at der er nogle helt bestemte ting og trends, der går igen for at få succes med sin jobsøgning.
Allervigtigst er at være afklaret og målrettet, klar på hvad man kan og trives med samt hvor og hvordan man kan gøre en forskel – så landes jobbet.
Så hvis du står og tænker, at det måske er tid til et skift, men ikke helt tør med de dystre udsigter, har jeg kun et at sige til det: Sæt i gang. For det nu, du selv kan være med til at bestemme, og det er da noget mere tilfredsstillende end at måtte tage ’hvad der er’, når man først står med opsigelsen i hånden.